Man længes efter et fredfyldt sted i fremtiden, hvor der ingen lidelse er, og hvor man bare kan nyde og slappe af.
Det at få ord på min egen paradislængsel hjalp mig med at finde fred med livets grundnatur. At være med det, der nu engang er – at give det lov til at være der. Og at der er rigtig mange ting, vi ikke kan ændre på.
I Anonyme Alkoholikere udsiger man en bøn med et ønske om sindsro til at acceptere de ting, der ikke kan ændres, mod til at ændre de ting, der kan ændres, og visdom til at skelne mellem disse to grupper. Netop visdommen til at skelne mellem, hvad vi grundlæggende kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre, er central i næsten alle livets forhold, og særligt i forhold til en skilsmisse.
Der opstår et paradoks: Hvis vi accepterer, at vi ikke kan ændre de anden, opstår muligheden for at kunne ændre den anden.
Hvis vi kan acceptere det grundvilkår, at den, vi nu engang har valgt at få børn med, kan vi ikke ændre på. Hvis vi i stedet fokuserer på at ændre os selv, og den måde vi ser den anden på, så vil relationen til den anden have mulighed for ændre sig. Der opstår en mulighed for, at en god dialog kan opstå, hvor gode perspektiver på opdragelse kan udveksles. Fra det sted kan vi påvirke hinanden i gensidig inspiration af hinandens måde at være forældre på.
Vi forstår måske, at det netop er vores forskellighed som forældre, der gør vores barn stærk. Det lærer at navigere i to forskellige arenaer med det styrker og svagheder, der er hvert sted.
